Udviklingsdebatten sætter fokus på hjælpen i nærområderne

PRÆSENTATION: Snakken om, at flygtninge hjælpes bedst i nærområderne, har fyldt meget i debatten den seneste tid. Udviklingsdebatten vil derfor gerne sætte fokus på emnet i den kommende måned. Læs mere her, og mød panelet.

Alle snakker om det: Altså, nærområderne til verdens humanitære brandpunkter. Men hvor er det lige, nærområderne ligger? Og hvordan er det, vi hjælper bedst i de områder? Og gør vi nok for nærområderne?


Det spørgsmål vil Altinget: udvikling gerne rejse for at komme dybere ned i udviklingsdebatten.

Mød panelet her

Kristian JensenKristian Jensen (V), udenrigsminister

Kristian Jensen har en HHX og har tidligere arbejdet som bankassistent. Fra 1995 til 1997 var han landsformand for Venstres Ungdom. Han blev valgt ind i Folketinget første gang i 2007 og har siden 2009 været partiets næstformand. Før han blev udnævnt som udenrigsminister, var han bl.a. skatteminister og formand for Venstres folketingsgruppe.

Kirsten AukenKirsten Auken, programleder for fattigdomsbekæmpelse, Danmission
Kirsten Auken er programchef i Danmissions afdeling for Fattigdomsbekæmpelse. Her står hun i spidsen for Danmissions arbejde med at opbygge og styrke civilsamfund i Mellemøsten, Afrika og Asien med særlig fokus på dialog og konflikthåndtering, udvikling og marginaliseredes rettigheder. Hun har tidligere været politisk rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp og Kommunikations- og Europasekretær hos Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Kirsten Auken er cand.mag. i spansk og religion.


Claus Haugaard SørensenClaus Haugaard Sørensen, særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean Claude Juncker, og fhv. chef, ECHO
Claus Haugaard Sørensen er uddannet cand.polit. Han begyndte sin karriere i den danske udenrigstjeneste med ophold i Paris og Bruxelles, før han blev medlem af Henning Christophersens kabinet i 1990. Siden har han besat en række topposter i EU. Herunder som kabinetschef for udviklingskommissær Poul Nielson og fødevarekommissær Marianne Fisher Boel, før han i 2006 blev udpeget som generaldirektør for EU's generaldirektorat for kommunikation (DG COMM). Siden er han blevet udpeget som særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean Claude Juncker.

Birgitte Qvist-SørensenBirgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp
Birgitte Qvist-Sørensen er uddannet teolog og har bl.a. en master i Management Development fra CBS. Hun har været programleder for Red Barnet i Bosnien og Hercegovina, ansat på UNIFEM's regionalkontor i Bangkok og har arbejdet for UNESCO i Paris. Fra 2000 til 2005 underviste hun for Mellemfolkeligt Samvirke i konfliktløsning for politiske interessegrupper fra bl.a. Lesotho og Nepal. I 2010 afløste hun Christian Friis Bach som international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Andreas KammAndreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
Andreas Kamm er cand.mag. i historie fra Odense Universitet. Han skriver, at han har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp siden 1979 og har som generalsekretær siden 1998 stået i spidsen for en udvikling, der har betydet, at Dansk Flygtningehjælp i dag er den største danske internationale humanitære organisation med en omsætning, der nærmer sig to mia. kr., og at organisationen forestår en indsats, der når ud til over to millioner flygtninge og fordrevne i 34 lande. En indsats, der betød, at Global Journal i 2013 kårede Dansk Flygtningehjælp som verdens bedste humanitære organisation.

Gerd ElmarkGerd Elmark, afdelingsleder for International rehabilitering i Dignity – Dansk Institut mod Tortur
Gerd Elmark er uddannet cand.scient.anth. og har tidligere arbejdet som koordinator for ”Det arabiske initiativ” i Jordan. Inden hun kom til Dansk Institut mod Tortur i 2013, var hun rådgiver for Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Adam Moe FejerskovAdam Moe Fejerskov, Ph.d.-studerende ved DIIS
Adam Moe Fejerskov har en kandidatgrad i globale studier fra RUC. Han har tidligere arbejdet som rådgiver i Udenrigsministeriet og for de danske ngo’ers EU-netværk, Concord Danmark. Han forsker i det internationale udviklingssamarbejde og har publiceret en række rapporter om EU’s udviklingssamarbejde, bl.a. European Union Development Cooperation in a Changing Global Context samt Practice makes perfect: The role of the European Union in the post-2015 framework for development cooperation i 2013.

Torill PallesenTorill Pallesen, konstitueret direktør hos Læger Uden Grænser
Torill Pallesen er konstitueret direktør for Læger uden Grænser (MSF) i Danmark, hvor hun har arbejdet i 6 år. Torill har 20+ års ledelseserfaring fra den private sektor med fokus på kommerciel forretningsudvikling samt værdibaseret organisationsudvikling. Vigtigheden af en professionalisering af nonprofit organisationer er en af hendes mærkesager, og hun har stor tro på en bedre udnyttelse af det potentiale, som ligger i et øget samarbejde mellem den offentlige, private og nonprofit sektor for at styrke civilsamfundet ude og hjemme.

Mehmet DönmezMehmet Dönmez, ambassadør, den Tyrkiske ambassade i Danmark
Mehmet Dönmez er uddannet fra Institut for statskundsbab på Ankara Universitet. Han har en lang international karriere bag sig og har bl.a. arbejdet som rådgiver på de tyrkiske ambassader i bl.a. Zürich, London og Hamborg. Siden 2012 har han været Tyrkiets ambassadør i Danmark.

Forrige artikel Kristian Jensen: Lad os stå sammen om indsatsen i nærområderne Kristian Jensen: Lad os stå sammen om indsatsen i nærområderne Næste artikel CARE: Dansk politik har globale konsekvenser CARE: Dansk politik har globale konsekvenser